Dilemmaer. Modstridende og dog samhørende idealer.

Vores hverdag er fyldt med dilemmaer, som kræver stillingtagen og afgørelse. Andreas Simonsen behandler hverdagens dilemmaer ud fra en etisk synsvinkel, også når han skriver om de dilemmaer vi kan møde i forbindelse med politik, pædagogik, videnskab og endda inden for religiøsitet. Bogen forklarer dilemmaernes særlige karakter med et udtryk, diskonjunktion, som Simonsen har smedet ud fra den indsigt at de to idealer, der tilsyneladende er modstridende, dog hører sammen, ligesom yin-yangfigurerne udgør en cirkel. Udtrykket ’diskonjunktion’ indeholder både det adskillende ’dis’ og det samhørende, ’kon’ der endelig bindes sammen af ’junktion’.

Efter sin grundige gennemgang af forskellige problemstillinger har bogen et afsnit om diskonjunktionens fremtræden i idehistorien.
I den vestlige verden, der i øvrigt er præget af aristotelisk logik, er det nødvendigt at åbne for et sprog, der tager virkeligheden alvorligt. Det er dét Simonsens tænkning i denne bog giver mulighed for, og han påviser at både eksistenstænkningen og Niels Bohrs komplementaritetsfilosofi retter søgelyset mod sådanne dilemmaer. Sidst i bogen er der et fyldigt citattillæg.

Akademisk Forlag 1990.
ISBN 87-500-2926-6

Her bringes en kronik af Henrik Simonsen som illustrerer et aktuelt dilemma fra 2011 og 2012:

Konflikter og dilemmaer

Konflikter? Det skal der helst ikke være nogen af! Dilemmaer? Der må være et kort og enkelt svar! Sommerens ugerning i Norge, den hjemlige værdidebat, en skilsmisse… For enhver vil der altid være gode anledninger til at overveje, om vi håndterer konflikter og dilemmaer hensigtsmæssigt.

I det følgende vil jeg sætte fokus først på nogle konflikthåndteringsredskaber og konfliktteorier og derefter på dilemmaer. Med disse fokuspunkter kan man ofte få en ny synsvinkel på et problem og dermed få lettere ved at se løsningsmuligheder. Der er naturligvis mange andre redskaber til løsning af konflikter og teorier til at forstå dem end dem, der bliver nævnt nedenfor.

Vi oplever dagligt uoverensstemmelser. Dem tænker vi normalt ikke videre over. To kolleger er uenige om en sag, drøfter den og finder en løsning. Indimellem sker det imidlertid, at man bliver irriteret på kollegaen. Når det er sket, er konflikten opstået. En konflikt er en uoverensstemmelse, der giver spændinger i og mellem mennesker. Spændingen opstår, fordi der altid er følelser involveret, uanset om det er en faglig uenighed med en kollega eller konflikterne i Mellemøsten.

Min påstand er, at konflikter er et livsvilkår; men man behøver ikke at se dem som noget negativt. De er jo udtryk for, at noget er vigtigt for begge parter. Rigtigt håndteret kan de derfor være en livskraft, som fører til forbedringer. Håndteres konflikterne på en uhensigtsmæssig måde, kan de eskalere.

Mine erfaringer fra et langt arbejdsliv med familiemæssige konflikter viser, at nogle ganske enkle spilleregler ofte kan afværge eller dæmpe konflikter. De kan lyde selvfølgelige, men er ofte svære at følge på grund af manglende viden om konflikter, og fordi der er følelser involveret. At lytte til den anden uden at afbryde. At vise respekt for den anden og ikke tale nedsættende til den anden. Mangen en far har måttet sande, at det ikke forbedrer samarbejdet, hvis han i frustration kalder sin ex, børnenes mor, ”smatso” eller luderkælling”. Man kommer let til at stille krav til den anden frem for det, der tit har større virkning, at komme med ønsker. Man ser splinten i den andens øje, men lægger ikke mærke til bjælken i sit eget. Eller med andre ord man ser den andens andel i konflikten, men ikke sin egen, og man prøver, som regel forgæves, at lave den anden om, men overvejer ikke, hvad man kan ændre hos sig selv. Fælles er, at der er brug for nysgerrighed og lyst og vilje til at se et problem fra en ny synsvinkel og ikke kun fra én fastlåst vinkel.

At sådanne spilleregler hjælper, kan man se i statsforvaltningerne. Et stort antal sager, der begynder i statsforvaltningen som en ansøgning om en juridisk afgørelse om for eksempel forældremyndighed eller samvær, løser sig ved, at forældrene under et møde får hjælp til at håndtere konflikten på en mere hensigtsmæssig måde og derefter selv kan aftale en løsning i stedet for at skulle have en juridisk afgørelse.

Eftersom der er følelser i enhver konflikt, vil de samme spilleregler være nyttige også i andre konflikter end de familiemæssige, i alt fald hvis målet er en konstruktiv debat, der skal føre til forbedringer.

Viden om konflikter øger muligheden for at finde gode løsninger. En mulighed er at være sig bevidst, hvor højt konfliktniveauet er. Det kan illustreres med den såkaldte konflikttrappe.

Det første trin op ad trappen tager man, når man går fra uoverensstemmelse (”vi vil ikke det samme”) til personificering (”det er din skyld”). På næste trin vokser problemet (”der er meget i vejen, og det er ikke første gang”).  Meget værre bliver det på det følgende trin. Her opgives samtalen (”det nytter jo ikke noget”). Herefter følger fjendebillederne (”han/hun er et dårligt menneske”). Et trin højere op, og man når til åben fjendtlighed, hvor målet bliver at skade den anden. På øverste trin er der tale om en polarisering.

Jo højere man bevæger sig op ad trappen, desto mere betragter man den anden som et dårligt menneske, en djævel. Men det er ikke det hele. Man taler om en dobbelt dæmonisering. Samtidig med at man ser den anden part som en dæmon, bliver man selv dæmoniseret (”jeg er jo et pænt menneske og ville normalt aldrig gøre sådan, men sådan som den anden opfører sig, er det faktisk kun rimeligt, at jeg gør det her”).

Jo mere man kan være sig bevidst, hvor på konflikttrappen man er, desto lettere er det at prøve at  bevæge sig ned ad trinnene.

Konflikter kan også anskues på en anden måde. Det kan være nyttigt at se på, hvilken type konflikt man er i for at kunne håndtere den hensigtsmæssigt og for at kunne være realistisk om et muligt mål. Hvis problemet er den omgivende struktur, for eksempel lovgivningen, kan den håndteres ved organisatorisk, politisk arbejde, og målet kan være at påvirke beslutninger. Instrumentelle problemer, som handler om metoder, procedurer og midler, må håndteres med argumentation for at finde en løsning. På samme måde må interessekonflikter, for eksempel fordeling af begrænsede ressourcer som penge og tid, håndteres med forhandling, for at en aftale kan nås. Anderledes forholder det sig, når ens værdier (moral, ideologi, religion) eller det personlige (identitet, selvværd, loyalitet, afvisning) er på spil. Her spilder man tiden ved at forsøge at overbevise den anden. Man skal i en konstruktiv dialog for at gøre sig håb om at nå til en gensidig forståelse. Føler man sig forstået, aftager spændingerne, og så kan man bedre finde holdbare løsninger. Meget ofte indeholder en konflikt elementer af flere typer.

Konflikter er udtryk for dilemmaer. Normalt betragtes dilemmaer som uophævelige modsætninger, hvor der kun er valget mellem enten det ene eller det andet. Nogle dilemmaer er lette at forholde sig til – i alt fald i teorien – nemlig dem, hvor valget er mellem et etisk eller moralsk gode og noget, der etisk eller moralsk er forkasteligt. De vanskelige dilemmaer er dem, hvor valgmulighederne begge er etisk eller moralsk gode.

Mange dilemmaer findes der kun én løsningsmulighed for, nemlig valget mellem enten den ene eller den anden. Forfatteren og filologen Andreas Simonsen (1923 – 1991) har i flere bøger beskæftiget sig med en særlig type dilemmaer, hvor valgmulighederne begge er etisk eller moralsk gode, og som samtidig umiddelbart forekommer at være hinandens modsætninger. Han påviser imidlertid, at de på den ene side nok er hinandens modsætninger, men samtidig på den anden side hinandens forudsætning, grafisk kendt fra yin og yang-tegnet. Han taler om komplementære eller diskonjunktive dilemmaer.

Det kan være frugtbart at være opmærksom på det komplementære i et dilemma, fordi det giver flere løsningsmuligheder end et enten eller, men det giver ingen nem løsning. Netop fordi det er et valg mellem to etiske eller moralske goder, er det ikke bare et spørgsmål om et valg mellem de to. Det er heller ikke et spørgsmål om at finde den gyldne middelvej. Tværtimod kræver det altid refleksion og indlevelse, fordi det må vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde, om det ene eller det andet skal have overvægt eller eventuelt skal stå alene.

Det er min påstand, at debatniveauet ville blive højnet med bedre resultater til følge i mange af tidens dilemmaer, hvis man så på dem i dette perspektiv. Jeg vil belyse det med nogle få eksempler.

Gennem snart en del år har der været heftig diskussion om på den ene side ytringsfrihed, som der er bred enighed om, er et gode, og på den anden side det, som ofte i debatten negativt er kaldt selvcensur. ”Selvcensuren” kan imidlertid være udtryk for noget positivt, hensyn til andre mennesker. Umiddelbart uforenelige modsætninger. Muhammedtegningerne og håndteringen af den krise, der fulgte, har vist, hvad det kan føre til, hvis man lader ytringsfriheden stå alene. Omvendt kræver forbedringer, at man ikke undlader at sige det nødvendige alene for at tage hensyn. Hvor går så grænsen? Som nævnt ovenfor må det spørgsmål altid vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde. Der er dog generel enighed om, at ytringsfriheden bør have særligt vide rammer i kunst og politik. Er målet hån, spot og latterliggørelse, kan det godt være, at det ikke er ulovligt, men noget moralsk eller etisk gode er det ikke, heller ikke i en kunstnerisk eller politisk kontekst.

Et andet aktuelt dilemma er på den ene side ønsket om et multikulturelt samfund og på den anden side værnet om ens egen kultur.

Kultur er blevet defineret på mange måder. Jeg vil i denne sammenhæng forstå ”kultur” som den måde, en gruppe tænker, kommunikerer og handler på. Den er i reglen ubevidst og arves fra de foregående generationer, men den ændres samtidig hele tiden.  Der kan være tale om etniske, religiøse eller nationale grupper, men også to arbejdspladser, to skoleklasser, to bydele osv.

Set i det lys bliver dilemmaet et spørgsmål om, og i givet fald hvordan, forskellige kulturer skal påvirke hinanden. Set i relation til indvandring kan man opstille følgende muligheder. Vi kan leve i isolerede parallelsamfund. De nye kan påtvinge de oprindelige deres kultur (kolonisering). De oprindelige kan påtvinge de nye deres kultur (assimilation). De nye kan få lov at beholde noget af deres kultur, men skal i øvrigt i det store og hele overtage de oprindeliges kultur (integration). Men man kan også arbejde bevidst på at tage det bedste fra de to kulturer og på det grundlag efterhånden udvikle en tredje ny og bedre kultur (fusion). Uden sin egen kultur som fundament bliver man rodløs. Uden påvirkning udefra får ens kultur ikke den livsnødvendige udvikling.

En sådan fusion er udtryk for kulturel intelligens. Det er et nyere begreb, som vedrører evnen til at kunne analysere og forstå forskellige kulturers værdier som komplementære størrelser og efterfølgende bruge den nye indsigt. Derved opnår man større gensidig forståelse samt synergi.

I 2017 er det Danmarks tur til at have en europæisk kulturhovedstad. En af kandidaterne er ”Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig”. Et af Sønderborgs hovedtemaer er netop kulturel intelligens på tværs af grænser – grænser forstået ikke blot som landegrænse men i meget bred forstand. Netop grænselandet har en særlig historisk forudsætning for dette tema. Det er imidlertid ikke meningen, at det bare skal anskues i et historisk perspektiv. Der er forslag om, at konflikthåndtering, blandt andet i interkulturelle konflikter, skal udvikles og integreres i det lokale samfund og gode erfaringer udbredes nationalt og internationalt. Alene af denne ene men vigtige årsag er der al mulig grund til at ønske Sønderborg held og lykke med sit kandidatur.

Et tredje og mere overordnet dilemma er fornuft og følelse. Det er et grundvilkår for mennesket at være styret af begge dele. Vi har formentlig alle oplevet negative resultater, fordi noget har været styret enten af fornuften alene eller af følelserne alene. Der er tale om komplementære goder, og hvordan skal de afvejes mod hinanden? Det afhænger også her af den konkrete situation.

Vægtningen af fornuft og følelse i den offentlige debat kan være en overvejelse værd. Tidligere var fornuften nærmest enedominerende. Det kunne gøre for eksempel en nyhedsudsendelse kedelig eller elitær. Følelserne kan tage overhånd, hvis debatten ikke kan løftes fra enkelte personers følelser i forbindelse med en enkeltsag til mere generelle overvejelser. Har følelserne fået så stor vægt i den offentlige debat, herunder i nyhedsformidlingen og senest i den netop overståede valgkamp, at meningsdannelsen bliver for overfladisk eller konfliktskabende?

At god konflikthåndtering er mulig, så man i sommer. Den norske statsminister Jens Stoltenberg blev bragt i et dilemma efter ugerningen i Norge. Han håndterede konflikten med forbilledlig kulturel intelligens.

Blandt andet i forbindelse med ugerningen i Norge og optøjerne i England har det været diskuteret, hvem der har ansvaret for henholdsvis ugerning og optøjer. At gerningsmændene er de juridisk ansvarlige, har der ikke været tvivl om. Heller ikke at de er moralsk ansvarlige, uanset hvad der måtte være af undskyldende omstændigheder. Det omdiskuterede har været, om andre – grupper, samfundet – har et ikke juridisk, men moralsk medansvar. Hvis kultur forstås på den måde, som er anført ovenfor, påvirkes vi alle af de forskellige kulturer, vi færdes i, hjemme, familien, arbejdspladsen, sportsklubben, egnen, landet… På den måde har vi alle et medansvar for, at konflikter løses på en hensigtsmæssig måde.

HENRIK SIMONSEN

Symposium!

Den 7.-9. september afholdes et symposium på Løgumkloster Refugium med Simonsens tænkning som grundlag: ‘Etiske dilemmaer & kulturforståelse’ med deltagelse af repræsentanter for de tre monoteistiske religioner, kunstnere og konfliktløsere.

Medvirkende: Malene Fenger-Grøndahl, som leder kurset sammen med Marianne Olsen, professor Per Brask, Andreas Simonsens engelske oversætter, Jaïr Melchior, der repræsenterer jødedommen, Kjeld Holm, der repræsenterer kristendommen, Aminah Tønnsen, der repræsenterer islam og professor i teologi Kirsten Nielsen. Endvidere Claus Have, chefkonsulent i Dacapoteatret, Jakob Birkler, formand for Etisk Råd, Marco Evaristi, kunstner, Mette Lindgren Heide, konsulent i konfliktløsning og kronikredaktør Anders Jerichow.